Byen er fuld af litterære manifester

FOR LÆSEHESTE. I 10 dage rulles litteraturarrangementer ud over hele byen, når der er København Læser – i år under temaet ¿Manifest¿. Masser af spændende arrangementer på Vesterbro.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

FESTIVAL: Der er arrangementer for både læseheste, litteraturelskere og dem, der normalt ikke går til litteraturfestival, når der 23. februar-4. marts igen er København Læser.

Københavns Biblioteker startede festivalen i 2008 i samarbejde med museer, boghandlere, kulturinstitutioner og andre litteraturelskere, som hvert år under festivalen udfordrer og udforsker litteraturen med litterære arrangementer over hele byen.

I år er temaet for litteraturfestivalen ’Manifest’. Et manifest er et programskrift, der indstifter en ny orden. For eksempel det kommunistiske manifest og manifestet bag Dogme 95, som en gruppe danske filminstruktører producerede film efter, frem mod årtusindskiftet.

Som forsker og forfatter Kasper Opstrup skriver i sit essay til festivalavisen, titter manifestet ofte frem i krisetider. Derfor er det interessant og måske endda bekymrende, at nye manifester i de seneste år er begyndt at nå op til overfladen.

Pølser og poetry slam

Der er udgivet en stor programavisen om København Læser, som kan fås i kulturinstitutioner, cafeer og på biblioteker.

I den kan du læse om de mange arrangementer, hvor såvel de historiske og de nyskrevne manifester bliver præsenteret, performet, vendt og drejet, afvist og omfavnet.

Programavisen indeholder flere originalbidrag af blandt andre Kristina Stoltz, Lone Aburas, Hanne Viemose, Ursula Scavenius, Ida Holmegaard samt tegneserie af karikaturtegner Khalid Albaih og foto af Fryd Frydendahl.

Over 100 arrangementer

Programmet består af både smal og bred litteratur udkrystalliseret i mere end 100 arrangementer. Deriblandt også begivenheder for børn, forfatterforedrag, skriveworkshops, pølser og poesi, poetry slam, performance og koncerter.

København Læser placerer litteraturen rundt omkring i byen, hvor du ikke forventer at få stukket en bog i hånden eller et digt læst højt – og hvor atmosfæren og de historiske rammer gør oplevelsen til noget særligt.

De fleste arrangementer er gratis, men find i programmet flere oplysninger om, hvor der betales entré.

Se mere på www.kbhlaeser.dk.

- læs flere artikler > artikel oversigt...