»Fodbold er mit mentale frirum«

NY BORGMESTER. Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaaard er hardcore FCK-fan og har stor respekt for folk, der gør sig umage og tager et ansvar.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

PORTRÆT: Hun vidste, det var en særlig dag. Normalt fik hun ikke fri fra skole. Men denne dag, fredag 10. september 1982, var særlig, og hendes far havde lovet at hente hende tidligt i Stockholmsgade, hvor hun gik i 1. klasse på Krebs Skole.

Det var lunt, cirka 16 grader, og solen skinnede fra en stort set skyfri himmel, da de sammen kørte de ind på Amalienborg Slotsplads. Her var der fyldt af glade mennesker med flag. Det føltes som om de var to-tre meter høje alle sammen, og hun kunne kun se en masse rygge og ben. Pludselig kiggede de alle sammen over mod Christian 9.s Palæ, da den nye regering med statsminister Poul Schlüter i spidsen trådte frem for pressen og folket, der vejrede med flaget og råbte hurra.

Det er godt 35 år siden nu, Cecilia Lonning-Skovgaaard sammen med sin far oplevede den daværende Firkløverregering blive udnævnt.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var sejt, at der var nogen, der tog ansvaret og stod i spidsen for Danmark,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun er 42 år og har været medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre siden 2008. 1 januar fik hun ansvaret for beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Som Venstres borgmester i en rød kommune skal hun de næste fire år sørge for at flere kommer i arbejde og blive godt integreret.

Læs også interview med Niko GrünfeldKultur giver fællesskab

Hård valgkamp

Valgkampen var hård, og resultatet var ikke som ventet (Venstre gik to mandater tilbage).

»Det gør mig – trods alt – glad at stå sådan en valgkamp igennem sammen med Venstres kandidater og frivillige, og så sidde her i dag som borgmester. Jeg bliver glad, når jeg lykkes med ting. Når jeg sætter mig et mål og lykkes med det, ligesom da jeg gennemførte maraton. Her efter jeg har fået børn, er der ikke tid til den helt lange distance, men jeg forsøger at nå en årlig halvmaraton,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Fodboldnørd

Hun er født og opvokset i Hellerup som den ældste af fire børn.

Derfor var det hende, faren tog med, når der var fodbold på Gentofte Stadion og den lokale klub B1903 spillede. Fodbold blev en livsstil og hendes kæreste eje er sæsonkortet til FCKs hjemmekampe. Det har hun haft siden 2002, og hun kommer så ofte det kan lade sig gøre, når der er hjemmekampe.

»Det er hyggeligt at komme på familietribunen med mine børn, men min rigtige plads er på Nedre C, og jeg elsker det sammenhold, der er her. Fodbold er et mentalt frirum, hvor man kan gå enten meget begejstret eller dybt deprimeret fra en kamp.«

Mere logistik

Som mor til tre og en mand, der er direktør, er det småt med fritiden. Efter hun er blevet borgmester, må hun prioritere benhårdt, planlægge en uge af gangen og ofte pakke fodbold- og håndboldtasker til flere dage til børnene Camille, ni år, Carl-Christian syv år, og Caisa, to år. Lykken er udsigten til en weekend uden planer, hvor der er plads og tid til langsom morgenmad og en tur i svømmehallen.

Hun er uddannet Cand. Scient. Pol og tidligere erhvervsleder og vant til at knokle.

»Det ærgrer mig, når folk ikke udnytter deres evner eller gør sig umage,« siger Cecilia Lonning Skovgaard, der som nyslået borgmester har været meget bevidst om, at hun overtager et område, der har været i blæst med Anna Mee Allerslev-sagen og kritik fra diverse borgergrupper.

»Jeg har forsøgt at kigge fremad og komme med god energi, og jeg er heldigvis blevet mødt meget positivt,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard, der havde fødselsdag på netop valgaftenen 21. november.

Hun kan godt have tendens til at arbejde for meget og så er hendes gamle veninder redningen.

»De er gode til at passe på mig. Det er enormt værdifuldt med venskaber, hvor man uden problemer kan tage tråden op fra sidst og få klaret verdenssituationen,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

- læs flere artikler > artikel oversigt...