Kunsten at elske sig selv

UGE SEX. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) sparkede UGE SEX i gang på Gasværksvejens Skole med gode råd om at turde være sig selv og elske sin krop og ikke dele nøgenbilleder på nettet.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

KROPSKÆRLIGHED: »Jeg vil tænke lidt mere over det der med at gå i bad efter idræt, for det er rigtigt, at man skal acceptere sig selv som man er. Det ved man jo godt, men det har sådan lidt mere vægt, når der er en politiker, der siger det.«

Det sagde Anton fra 9. klasse på Gasværksvejens Skole, da de ældste elever mandag formiddag fik skudt UGE SEX i gang af sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

UGE SEX er en landsdækkende kampagne i skolerne, der skal få eleverne til at sætte ord på følelser, kropsidealer og sex.

»Jeg håber på, at når I går hjem efter den her uge, så vil i tænke mere om, hvad I deler på de sociale medier og acceptere jer selv som I er. Mange i jeres alder føler selv de er overvægtige, men hvis man ser på det rent statistisk er det faktisk kun 10 procent, men når man spørger de unge selv, svarer halvdelen at de føler sig tykke,« sagde Ellen Trane Nørby foran en fyldt multisal på Gasværksvejens Skole.

Syn på kroppen

Efter peptalken skulle eleverne i grupper arbejde med forskellige temaer, blandt om hvad der er afgørende for ens eget syn på sin krop.

»Pornografi kan give et forkert billede af hvad sex er og hvordan man skal se ud og hvad der er den perfekte krop,« sagde en af drengene i 9. klasse.

Sundhedsministeren mindede om, at det er vigtigt ikke hele tiden at kigge på, hvad man tror andre kan lide, men acceptere sig selv: »Man skal huske at hvile i sig selv og passe på sig selv, så man kan lide sig selv – det er faktisk den bedste måde at holde sig sund på,« sagde Ellen Trane Nørby.

- læs flere artikler > artikel oversigt...